Vedtægter

 §1 Navn

Foreningens navn er Assist
Assist har hjemsted i Randers kommune.

 §2 Formål

Assist er en nonprofit og upolitisk hjælpeorganisation, som yder akut hjælp og langsigtet udviklingsbistand til fattige, marginaliserede og svage. Akut nødhjælp kan være den første hjælp, men Assist vil så vidt muligt yde "hjælp til selvhjælp" i form af projekter, som giver varige resultater.
Assist bygger på et kristent grundlag og tager udgangspunkt i, at alle mennesker er lige. Assist yder hjælp og bistand til mennesker uanset race, køn, religion og social status.
Assists aktiviteter retter sig primært mod mennesker i Asien og Afrika og som udgangspunkt kun mod områder, hvor medlemmer i Assist i forvejen har kontakter eller er engageret på anden måde.

 §3 Medlemmer

Alle, der kan tilslutte sig Assists formål og betaler kontinent, kan være medlemmer.
Et medlem kan af bestyrelsen udelukkes fra Assist, hvis medlemmet ved omtale eller handling skader Assists interesser eller anseelse.

Kontingentstørrelse og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

 §4 Generalforsamling

Generalforsamlingen er Assists højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.

Alle medlemmer kan deltage i generalforsamlingen.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel.

Indkaldelse kan ske elektronisk og i form af bekendtgørelse på Assists hjemmeside.

Spørgsmål, der ønskes drøftet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde inden udgangen af februar måned.

Alle afgørelser, bortset fra forslag om vedtægtsændring og opløsning, træffes ved simpelt stemmeflertal.

Lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Dagsorden på den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgendepunkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Godkendelse af årsrapport
  4. Valg af bestyrelse
  5. Valg af revisor
  6. Eventuelt

Såfremt der skal træffes beslutninger i henhold til §8 og §9, skal dette fremgå særskilt af dagsordenen.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal tillige finde sted, når mindst 10% af foreningens medlemmer indsender skriftlig anmodning herom til formanden.

 §5 Ledelse / bestyrelse

Foreningen Assist ledes af en bestyrelse på 5-9 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at ca. halvdelen er på valg hvert år.

Der skal være et bestyrelsesmedlem som repræsentant for hvert af de landeområder, hvori Assist har sit virke. Et landeområde kan være et enkelt land eller flere lande, hvis der er et tæt samarbejde mellem arbejdet i disse lande.

Fratræder en sådan landerepræsentant i løbet af en valgperiode, er bestyrelsen bemyndiget til at at udpege en ny repræsentant for det pågældende landeområde, og den pågældende vil være på valg ved førstkommende ordinære generalforsamling med samme valgperiode som den udtrådte.

Alle medlemme kan opstille kandidater til bestyrelsen. Forslag skal dog fremsendes, så de er bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og er kun beslutningsdygtig, når et flertal er til stede.

Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, idet der dog skal tilstræbes enstemmighed. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.

Referat af bestyrelsens møder og trufne beslutninger indføres i en forhandlingsprotokol. Udskrift af forhandlingsprotokollen er gyldig dokumentation, når dens rigtighed er bekræftet ved to bestyrelsesmedlemmers underskrift. Udskrift af forhandlingsprotokollen skal være elektronisk tilgængelig for bestyrelsens medlemmer senest 8 dage efter vedtagelsen.
Bestyrelsen kan overdrage opgaver til medlemmer uden for bestyrelsen og kan ansætte lønnet medhjælp, såfremt bestyrelsen skønner det nødvendigt.

 §6 Regnskab

Bestyrelsen er forpligtet til at sørge for, at kassereren efter regnskabsårets udløb udarbejder en årsrapport. Regnskabsåret følger kalenderåret.

Den endelige årsrapport godkendes af bestyrelsen, som indstiller den til generalforsamlingens godkendelse.

Til at revidere foreningens regnskaber vælger generalforsamlingen en registreret eller statsautoriseret revisor. Den valgte revisor kan ikke være medlem af bestyrelsen. Revisoren fungerer for 1 år ad gangen.

 §7 Forpligtelser og tegning

For foreningens forpligtelser hæfter alene dennes formue, og ingen anden har noget personligt ansvar for foreningens forpligtelser.
For bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men de hæfter derudover ikke personligt for foreningens forpligtelser.

Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening, eller af tre bestyrelsesmedlemmer i forening. Der kan meddeles fuldmagt til kassereren til at gennemføre sædvanlige løbende bealinger.

 §8 Vedtægtsændring

Ved vedtægtsændringer skal 2/3 af samtlige afgivne stemmer være for forslaget.

 §9 Opløsning

Bestemmelse om opløsning af Assist kan kun tages på en generalforsamling. Bestemmelse om opløsning kræver, at 2/3 af samtlige afgivne stemmer er for forslaget.
Bestyrelsen træffer beslutning om anvendelse af overskydende midler. Det er en forudsætning, at midlerne anvendes til foreninger i Danmark med aktiviteter, der ligger i tråd med Assists formål.


Vedtaget på stiftende generalforsamling den 30. november 2005 og ændret på den årlige generalforsamling den 7. april 2008 samt den 16. april 2012.

 

assist-denmark · tlf: +45 5378 1660 · email: kontakt@assist-denmark.dk · bank: 2700-8478 936 053 · MobilePay: 14489 · Cookies · Privatlivspolitik